Dannebrog

Enggården


Placering: Oddevej 219, matr. nr. 41.

Historie:

Den nuværende Enggård blev bygget i 1870 på jord købt fra Vesløsgaard. Denne jord stammede fra den adelige sædegård, Oddegård, hvis bygninger var blevet nedbrudt ca. 1700 og siden havde gården været øde og jorden brugt som eng, først af Aggersborggaard, siden af Vesløsgaard.

Den adelige sædegård Oddegård blev oprettet ca. 1640 af Jørgen Navl, som købte den sydligste gård i Odde, samt et husmandssted, hvis jord blev lagt til.

Han ejede desuden en del jordegods rundt omkring i Han Herred og med tiden fik han bygget nye og større bygninger, så at de ifølge et udsagn fra Tingbogen ca. 1700 var at sammenligne med præstegårdsbygninger.

Svigersønnen Bendix Hartvigsen, der overtog gården, måtte i 1679 sælge den til Maria Høeg til Aggersborggaard og han døde i armod få år senere.

Maria Høeg tog sammen med nogle få tjenestefolk selv ophold på Oddegård, da hun efter sin mand Hak Vinds død måtte pantsætte Aggersborggaard.

Hun døde i 1686 og ca. 1700 blev gårdens bygninger ifølge Tingbogen "fra tid til anden nedtaget og opsat andetsteds".

Bygningerne til den gamle Oddegård lå efter alt at dømme vest for Oddevej, lige overfor den nuværende Enggård og lidt nord for det husmandssted, Anders Sørensen Christensen i 1911 oprettede af jord fra Enggården (Oddevej 216).

Periode:Bruger:Ejer:
1610-30Niels Skøtt
1631-32ØdeBratskov
1634-39Søren JensenAggersborggaard
1639-72Jørgen NavlSelveje
1673-79Bendix HartvigsenSelveje
ca. 1679-86Maria HøegSelveje
1686Aggersborggaard
1689Søren MichelsenAggersborggaard
1691Claus Herlof PorsAggersborggaard
ca. 1700-1811ØdeAggersborggaard
1811-70ØdeVesløsgaard
1870-85Lars C. AndersenSelveje
1885-1911Anders Sørensen ChristensenSelveje
1911-18Marthinus ChristensenSelveje
1919-58Marius ChristoffersenSelveje
1958-Kronborg ChristoffersenSelveje

Enggården set fra nordvest, 1911

Personer fra venstre: Anine og Marthinus Christensen, Valdemar Christensen og Andreas Christensen. Datering: ca. 1911.

Anders Sørensen Christensens ejendom set fra syd,  1911

Personer fra venstre: Jens Martin og Anthon Christensen. Datering: 1911.

Kilde: Andreas og Peter Grishauge: Klim-bogen, 1980.


Tilbage til Gårde

Tilbage til Klim-billeder

Denne side er opdateret på dette sted 2005/01/16.