Klim
Lokalhistoriske
Sognegruppe
Klim Kalkovn (ill. Lissa Lomholt)

Menighedsråd fejrer 100-års jubilæum med lokalhistorisk udstilling

KLIM-THORUP-VUST: De tre menighedsråd i Klim-Thorup-Vust Pastorat går sammen om at fejre 100-året for menighedsrådsloven med en lokalhistorisk udstilling.

Det sker i forbindelse med en festgudstjeneste i Klim Kirke pinsedag 8. juni, hvor også den længe ventede nye salmebog tages i brug for allerførste gang.

Efter festgudstjenesten, der er fælles for alle tre sogne og forestås af konstitueret sognepræst Annette Kassow, byder menighedsrådene på en lille servering, hvorunder der bliver lejlighed til at tage den lokalhistoriske udstilling i nærmere øjesyn. Der er billeder og udklip på udstillingsstandere, billedmapper, kirkeblade og gamle protokoller – alt i alt et meget omfattende materiale at kigge på.

Det, der hører Vust Sogn til, kan betragtes ved gudstjenesten dér anden pinsedag, og tilsvarende kan materialet om Vester Thorup Sogn ses ved gudstjenesten dér søndag 15. juni.

Får man ikke det hele at se i første omgang, er man velkommen til at komme tilbage de følgende dage, mens kirkerne er åbne i dagtimerne, oplyser Lis Jensen og Kristian Lund på vegne af festudvalget. Udvalget består dels af menighedsrådsmedlemmer fra de tre sogne, dels af folk fra de lokalhistoriske sognegrupper.

– Det har været et utroligt spændende emne at arbejde med, samstemmer Lis Jensen og Kristian Lund. Lis Jensen er formand for sognegruppen i Klim og har i sine kildestudier trukket meget på Kristian Lund, der havde sæde i Klim Menighedsråd i 30 år.

– Det er ikke først og fremmest kirkebygningerne, vi har sat fokus på denne gang, pointerer Kristian Lund. – Derimod er det kirkens liv, karakteriseret ved de skiftende menighedsråd, præster og almindelige kirkegængere.

Hvad der sikkert er gået i glemmebogen er, at der faktisk opstod et lille slip i menighedsrådenes arbejde, idet menighedsrådsloven kun gjaldt som et forsøg fra 1903 til 1910. I næsten tre år var landet igen uden lokalt kirkestyre, hvilket gav problemer med kompetencen ved præstevalg, men siden valget i efteråret 1912 har arbejdet fungeret uafbrudt.

Oprindelig var sognepræsten født formand for menighedsrådet, så de første menighedsrådsmøder i Klim, Thorup og Vust blev fra 1903 ledet af sognepræst Frederik V. Bagger.

Som menighedsrådsloven har de seneste tre salmebøger pudsigt nok også haft premiere i årstal, der ender på 3 – nemlig 1923, 1953 og 2003.

Lis Jensen glæder sig over, at samtlige menighedsrådsprotokoller siden 1903 er bevaret. Op til udstillingen har hun påtaget sig at lave udskrifter fra protokollerne for at dokumentere, hvornår større og mindre sager har været behandlet helt op til i dag. De sidste ting, hun har hæftet sig ved, er det nye velfærdshus på Vust Kirkegård og den nye dør i Klim Kirkes våbenhus.

Det er der kommet et særdeles værdifuldt og læseværdigt materiale ud af, som senere får plads på Lokalhistorisk Arkiv i Fjerritslev.

Meget spændende er det også at studere en håndskrevet bog, der blandt andet viser antal altergæster i perioden 1865 til 1923. På en enkelt søndag er der noteret, at hele 158 var til alters, efter at folk forud havde indskrevet sig hos degnen.

– Vi har naturligvis været meget påpasselige med personfølsomme oplysninger, understreger Lis Jensen og Kristian Lund.

(pressemeddelse ved Ejgil Bodilsen 25.5.2003)

Klim Kirke:

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Udstilling Klim kirke, juni 2003

Thorup Kirke:

Udstilling Thorup kirke, juni 2003

Vust Kirke:

Udstilling Vust kirke, juni 2003

Tilbage til hjemmesiden


    
Programmeret af Otto Jensen 2005/08/23 i designskabelon fra: Free Site Templates